Hverdagsnoter

Efterårsjævndøgn - når lys og mørke mødes

Efterårsjævndøgn  - når lys og mørke mødes

I dag er det efterårsjævndøgn.

Et af de små skift i året, som de fleste af os måske ikke tænker så meget over i hverdagen. Men i dag står dag og nat næsten lige, og herfra bliver mørket langsomt mere dominerende frem mod vinteren.

I Ayurveda har overgange betydning.

Ikke fordi kalenderen fortæller os, at vi fra den ene dag til den anden skal leve anderledes, men fordi naturen omkring os hele tiden forandrer sig – og vi forandrer os med den.

Sommerens varme slipper langsomt sit tag. Luften bliver køligere. Vinden tager til. Morgenerne er anderledes, lyset bliver blødere, og vi begynder måske helt naturligt at søge mere varme og ro.

Det er nogle af de kvaliteter, Ayurveda forbinder med overgangen til efteråret.

En tid mellem to årstider

Jeg holder meget af tanken om, at vi ikke behøver skynde os ind i næste årstid.

September kan stadig give os sol og varme midt på dagen, mens morgen og aften fortæller en helt anden historie.

Derfor giver det heller ikke mening at følge en fast opskrift.

Ayurveda handler i høj grad om at lægge mærke til det, der faktisk sker omkring os.

Er dagen varm, kan vi stadig have lyst til lethed, friskhed og køligere elementer. Er det koldt og blæsende, kan kroppen i stedet søge mod varme, olie, varm mad og lidt mere ro.

Mærk dagen frem for datoen.

Det synes jeg egentlig er en ret fin måde at gå efteråret i møde på.

Når Vata begynder at fylde mere

Efteråret forbindes i Ayurveda især med Vata – med kvaliteter som kulde, tørhed, bevægelse og foranderlighed.

Og måske kan vi genkende noget af det uden at vide ret meget om Ayurveda.

Blæsten udenfor. Tørre blade. Temperaturen, der svinger. Mere mørke. En hverdag, der igen er kommet op i tempo efter sommeren.

Når omgivelserne bliver køligere og mere omskiftelige, arbejder man traditionelt i Ayurveda med det modsatte: varme, tyngde, regelmæssighed og ro.

Det behøver ikke betyde store forandringer.

Et varmt måltid i stedet for noget koldt. En trøje omkring skuldrene, når aftenen bliver kølig. Et varmt bad. Olie på kroppen bagefter. En gåtur i det sidste dagslys. Eller bare lidt færre ting på programmet.

Små ting, der giver lidt mere varme og ro i en årstid, som hele tiden er i bevægelse.

Lad noget af sommeren blive lidt endnu

Efterårsjævndøgnet behøver heller ikke være et farvel til sommeren.

Hvis solen skinner, så drik kaffen udenfor.

Spis aftensmaden på terrassen, hvis temperaturen tillader det. Gå en tur i det bløde septemberlys. Behold nogle af de små vaner fra sommeren, som fik dagene til at føles lidt længere og mindre travle.

Og når kulden kommer, så lad ritualerne følge med.

Måske mere varme i maden. En Vata olie efter badet. Fodcreme og varme sokker om aftenen. Eller et par minutter, hvor telefonen bliver liggende, og dagen får lov til at slutte lidt langsommere.

For mig er det noget af det fineste ved det ayurvediske blik på årstiderne.

Vi behøver ikke kontrollere overgangen.

Vi kan bare begynde at lægge mærke til den.

I dag står lys og mørke næsten lige. I morgen er dagen en lille smule kortere. Og stille og roligt finder vi vores egen rytme i det, der kommer.


Tidligere
Duften af ayú