Golden Milk – næring, ro og varme i en kop
Golden Milk er for mig meget mere end en drik. Det er en lille, gylden pause i hverdagen – et øjeblik, hvor jeg mærker roen brede sig og kroppen falde til.
Jeg drikker den ofte som et nærende mellemmåltid, men også om aftenen, når jeg har brug for at lande efter en lang dag.
Særligt i perioder, hvor søvnen driller, er det blevet et lille ritual, der hjælper mig til at finde roen igen.
Den gode mælk
Jeg bruger altid sødmælk. Det er vigtigt for mig, fordi der er så meget naturlig næring, fedt og vitaminer i den, som kroppen har brug for – især når man gerne vil støtte hormonbalance og nervesystem. Men man kan selvfølgelig også bruge havredrik eller mandeldrik, hvis man foretrækker det. Her anbefaler jeg, at man laver den selv.
De fleste plantebaserede drikke, der kan holde sig i månedsvis, er behandlet for at forlænge holdbarheden – og for mig føles det lidt forkert. I Ayurveda betragtes mad, der har “stået stille for længe”, som gammelt mad – og vores krop trives bedst, når vi giver den frisk, levende næring.
En opskrift med historie
Min opskrift på Golden Milk har ændret sig mange gange gennem årene. Den er blevet tilpasset efter årstid, behov og smag – og sådan skal det være. I Indien laver hver familie sin egen masala chai , og i Nepal har hver familie deres helt særlige Dal Bhat . Jeg kan godt lide tanken om, at Golden Milk også kan blive sådan en tradition – noget personligt og levende, som ændrer sig med os.
Det handler ikke om at følge en hurtig opskrift, men om at mærke efter, hvad kroppen har brug for. Måske lidt mere sødme på en kold dag, lidt mere varme fra gurkemejen, eller et strejf af kardemomme for hjertet.
Nemhed og nærvær
Jeg laver gerne en hel dåse ad gangen, så blandingen står klar i køkkenet. Det gør det nemt at lave en kop, når jeg mærker lysten. For mig er det vigtigt, at de ting, der gør os godt, også er tilgængelige. Hvis det bliver for besværligt, får vi det ikke gjort – og så mister vi rytmen, som ellers kunne have givet os ro.
Jeg bruger en mælkeskummer til at lave min Golden Milk. Det er en nem og hurtig måde at få en perfekt cremet drik på. Jeg fylder mælkeskummeren med mælk, tilsætter min Golden Milk-blanding og lader den gøre arbejdet for mig. Når blandingen er færdig, hælder jeg den gennem en lille si, så drikken bliver helt ren og fri for krydderi rester – og så er den klar til at nyde. Det tager kun et par minutter, og det føles som en lille luksus midt i dagen.
Min grundskrift
Til én kop Golden Milk bruger jeg:
-
ca. 1 spsk. kokossukker
-
½ tsk. shatavari (styrkende og balancerende)
-
¼ tsk. gurkemeje (varmende og antiinflammatorisk)
-
½ tsk. kardemomme (beroligende for synd og fordøjelse)
-
ca. 1 dl sødmælk
Jeg tilsætter alt i mælkeskummeren og lader den varme og blande.
En kop af ro
Golden Milk er blevet mit lille hverdagsritual – et øjeblik af varme, ro og næring. En påmindelse om, at selv de mindste handlinger kan have stor betydning, når de gøres med nærvær.
Når jeg drikker den, mærker jeg en ro, der breder sig indefra – som om kroppen siger “tak”. Og det er egentlig det, Ayurveda hele tiden minder os om: at lytte, mærke og give kroppen det, den har brug for.





